Der er altid plads til dessert i din mave, og videnskaben ved hvorfor.
Typisk søndagsfrokost med familien. Bordet er fyldt med frisklavede retter: skinkekroketter, kartoffelomelet, stegt kylling og en frisklavet baguette. Efter gentagne portioner og en skål med vin føler du, at du ikke kan klare mere. Du er mæt, tilfreds og måske endda lidt søvnig. Men så er der nogen, der nævner chokoladekagen, som venter i køkkenet. Pludselig vågner dine sanser, og den mave, der virkede anspændt , finder en plads, der er reserveret til desserten. Lyder denne scene bekendt? Så er du ikke alene. Dette fænomen, som vi alle har oplevet, har en fascinerende videnskabelig forklaring. Forskere ved Max Planck-instituttet har opdaget, at de neuroner, der er ansvarlige for at signalere mæthed , kan stimulere appetitten igen, når de opfatter tilstedeværelsen af noget sødt.
Mysteriet om den 'anden mave'
I årenes løb har videnskaben undersøgt, hvorfor vi efter et stort måltid stadig har lyst til noget sødt. En af de mest fremtrædende teorier er den om sansespecifik mæthed. Denne mekanisme antyder, at når vi gentagne gange indtager den samme smag eller type mad, mindskes vores glæde og appetit på den. Men introduktionen af en anden smag, f.eks. sød efter salt, genaktiverer vores interesse og appetit. Det vil sige, at selv om vi er mætte af hovedmåltidet, tiltaler udsigten til dessert os, fordi den giver en ny sanseoplevelse.
Barbara J. Rolls, direktør for Laboratory for the Study of Ingestive Behaviour ved Pennsylvania State University, har undersøgt dette fænomen. I en af hendes undersøgelser viste deltagere, der spiste en bestemt fødevare til mæthed, et fald i den glæde, der var forbundet med den pågældende fødevare. Men når de blev tilbudt en anden fødevare, fik de fornyet appetit, så de kunne spise mere på trods af tidligere mæthed.
Hjernens rolle i trangen til søde sager
Ud over den sansespecifikke mæthed spiller vores hjerne en afgørende rolle i denne "dessertkløft". Forskning ved Max Planck Institute for Metabolism Research har identificeret neuroner i hypothalamus, som ud over at signalere mæthed også er involveret i søgen efter sød mad. Disse neuroner frigiver et hormon kaldet β-endorfin, som aktiverer hjernens belønningssystem og skaber en behagelig fornemmelse, når der indtages sukker. Denne mekanisme forklarer, hvorfor vi føler en særlig tiltrækning til desserter, selv når vi er mætte.
Det vil sige, at når vi spiser, modtager hypothalamus signaler fra hormoner som leptin og insulin om, at vi har spist nok. Men forskere har opdaget, at de selvsamme neuroner, som skulle dæmpe appetitten, i stedet kan genaktiveres, når der er sukker til stede. Det er, som om hjernen biologisk set gør en undtagelse for desserten. Sukker aktiverer hjernens belønningssystem ved at frigive dopamin, den neurotransmitter, der er forbundet med nydelse. Denne reaktion får os ikke kun til at nyde søde ting, men driver os også til at blive ved med at spise dem, selv når vi er mætte.Evolution og overlevelse
Ud fra et evolutionært perspektiv giver præferencen for sødme mening. I gamle dage var sukkerrige fødevarer en mangelvare, men de var en hurtig energikilde. Vores hjerner udviklede mekanismer, der tilskyndede os til at spise dem, når de var tilgængelige, og sikrede et tilstrækkeligt kalorieindtag til overlevelse. Selv om der er rigeligt med sukker i dag, findes disse mekanismer stadig, hvilket får os til at længes efter det søde strejf i slutningen af måltidet.
Sker det også for dig?
Næste gang du efter et solidt måltid føler trang til dessert, skal du huske, at det er en kombination af sensoriske og neurologiske faktorer, der driver dig. Videnskaben har afsløret hemmelighederne bag vores 'anden mave' til dessert. Nu inviterer vi dig til at observere, hvordan din krop og dit sind reagerer på den sidste søde sag ved dit næste måltid. Føler du den særlige "hulhed"? Del dine erfaringer og refleksioner med os i kommentarfeltet.
